Lærlinge på FGU SV
Hos FGU Syd- og Vestsjælland har vi lærlinge på flere af vores værksteder. Som lærling hos os tager du en erhvervsuddannelse med FGU som afsæt – og du afslutter med et svendebrev ligesom lærlinge på en ordinær erhvervsskole.

En fleksibel vej til svendebrevet
En FGU-baseret erhvervsuddannelse (FBE) er en erhvervsuddannelse, hvor du gennemfører hele eller dele af uddannelsen på en FGU-institution – i tæt samarbejde med en erhvervsskole. Det er en mulighed for unge, som har brug for en mere praksisnær og støttende tilgang til uddannelse, men som stadig ønsker at tage en erhvervsuddannelse på samme niveau og med samme svendebrev som alle andre EUD-elever.
Forskellen ligger i tilrettelæggelsen af forløbet. På FGU får du et mere fleksibelt uddannelsesforløb med øget støtte og tættere vejledning i hverdagen. Din uddannelse foregår i et samarbejde mellem FGU og en erhvervsskole. Det er på erhvervsskolen, du deltager i de obligatoriske skoleforløb, mens den praktiske del foregår på FGU’s værksteder.
Samme muligheder
Evalueringer viser, at lærlinge fra FGU klarer sig lige så godt som lærlinge fra erhvervsskolerne. Andelen, der gennemfører deres uddannelse, er den samme – og beskæftigelsesgraden efter endt uddannelse er tilsvarende høj.
FGU-lærlinge opnår samme faglige niveau og jobmuligheder som andre lærlinge – men ad en vej, hvor der er plads til individuelle behov og tid til at lykkes.


“Det er fantastisk at komme herud hver dag, være mig selv, have det skide sjovt med de andre elever og være et sted, hvor lærerne også er en del af fællesskabet.”
Viktoria, Lærling på Tømrer, FGU Næstved

“Det har været fedt at være lærling på FGU, fordi jeg har fået indsigt i smedefaget og prøvet mange forskellige opgaver. Det har givet mig et godt overblik og en solid faglig base til min videre uddannelse.”
Magnus, Lærling på Metal, FGU Korsør
Sådan foregår FGU-baseret EUD
Et FBE-forløb er bygget op omkring et samarbejde mellem FGU og en erhvervsskole. Det betyder, at alle læringsmål, der kan gennemføres på FGU, også skal foregå dér. Hvis der er krav eller certifikater, som FGU ikke kan tilbyde, bliver lærlinge i stedet undervist på erhvervsskolen. Det fremgår altid af uddannelsesplanen, hvordan forløbet er sammensat.
Grundlæggende praktisk oplæring
Den første del af uddannelsen foregår som praktisk oplæring på FGU’s værksteder og svarer til grundforløbet på en erhvervsskole. Her får vores lærlinge konkrete færdigheder og erfaringer i faglige miljøer, der minder om andre arbejdspladser.
Praktik og virksomhedssamarbejde
Efter den grundlæggende oplæring fortsætter lærlingen i praktikuddannelse, som i udgangspunktet foregår på FGU. Undervejs kan eleven også komme i:
- Undervisning, der foregår ude i en virksomhed i stedet for på skolen.
- Delpraktik i virksomhed: Praktik med overenskomstmæssig lærlingeløn i en virksomhed.
Hovedforløb på erhvervsskolen
Når hovedforløbet begynder, foregår det som udgangspunkt på erhvervsskolen. Her tager lærlingen de afsluttende skolefag og eksamener. I visse tilfælde kan dele af undervisningen fortsat finde sted på FGU, hvis det er aftalt med erhvervsskolen.